Jeg har nu afsluttet mit hidtil bedste ophold. Det er svært helt at finde ord for, hvad det har givet af indsigt, læring og møder med mennesker, der har inspireret mig for livet.
Jeg havde lidt af en omvej fra Santiago, da jeg ankom til den forkerte del af ørkenen i Chile – der er Atacama, og der er San Pedro de Atacama, når jeg leder efter flydestinationer. Selvom jeg er meget berejst, er jeg vel stadig fra et meget lille land! Jeg landede endelig det rigtige sted og mødte de kunstnere, jeg har delt hjem med i de sidste magiske tre uger.
Min tid i Santiago har, på trods af en festlig tid med oplevelser og venner, budt på en masse introspektion og indre proces. Jeg har mødt gamle sider af mig selv og mine overbevisninger, som skulle håndteres og generelt mønstre, som jeg skulle bryde væk fra. Det har været en hård, men vigtig indre proces, der blev taget til nye højder i mit ophold.
Under rejserne på de smukke steder i ørkenen lagde jeg mærke til en helt særlig energi. Eller rettere sagt flere energier, der hjalp mig med at løfte de processer, jeg allerede var i gang med. De første dage fandt jeg et kunstnerisk udtryk i det, idet jeg så de mange niveauer op mod bjergene og de skæve horisonter, jeg normalt ikke forbinder med ørkenlandskaber. Atacama er en gammel havbund, som gør naturen og dens ressourcer uendeligt fascinerende. Men det, der fascinerede mig mest, var lokalbefolkningens harmoni med naturen og balancen mellem den maskuline og feminine energi. Det var, som om de også befandt sig i mig, da jeg brød op fra gamle overbevisninger. Og der er ikke noget smukkere sted at helbrede sig selv end lige dér.
Vi kunstnere fandt hver vores værktøjer fra siden samt hvert vores medie at arbejde med under hele opholdet. Dagene blev, udover ture ud i naturen, brugt i haven til fordybelse, omkring vores store spisebord eller bålet – og når regnen kom, opholdt vi os inde i vores fælles hus med varm te og snak. Magien blev kun løftet ved at dele oplevelsen med hinanden.
Jeg var især fascineret af den lokale legende om Quimal, som jeg skabte mit kunstværk ud fra. Processen var særlig interessant, da jeg oplevede en pludselig vrede sætte sig i min krop. Ikke over en bestemt ting, men i forbindelse med min egen indsigt og konfrontationerne i den vilde natur, var der pludselig mange elementer, overbevisninger, mønstre og endda en masse ydre faktorer omkring ubalancen i det maskuline/feminine, der blev helt tydelige for mig og sparkede en vrede op, som skulle mærkes og bearbejdes. Som så meget handlede det mest om de usandheder, som jeg ufiltreret har taget til mig i løbet af mit liv, og som nu skulle løftes. Jeg underkastede mig oplevelsen og tog mig tid, indtil tiden og energien kaldte på at lade det gå helt. Netop den oplevelse var meget speciel – opløftende og overvældende på samme tid, men mest af alt så enormt befriende, at jeg slet ikke forstod, at det var muligt at føle sig så fri og sand. Det har jeg taget med mig tilbage med så stor glæde.
Vores ophold kulminerede med en udstilling i San Pedro i en symfoni af alle vores værker i de fineste lokaler midt i byen. Det var så vidunderligt at se og opleve gennem kunst, hvad vi hver især havde gennemgået i løbet af de uger. Surrealistisk også, for selvom jeg prøver at skrive dette og har journaliseret næsten dagligt, er der ingen ord for oplevelsen. Det skulle mærkes og kan vel kun forstås mellem os. Det var næsten som at komme tilbage fra Hogwarts, som en af de andre sagde, da vi landede i Santiago – jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, og derfor vil jeg afslutte dette indlæg med dyb taknemmelighed og smukke minder fra min ørkenekspedition.
Masser af kærlighed,
Lot
