Livsturbulens

Livsturbulens

Denne del af mit liv hedder “i det mindste er huslejen betalt”. Min veninde sendte mig det meme med Lilo (& Stitch), der ligger på gulvet og lytter til Elvisplader. Det landede lige i hjertet og genkendelsen. Det er lige netop der, hvor jeg er nu.

Alle andre gange har jeg sammenlignet. Min bror tog den sikre uddannelse og har det fede job. Min kæreste er så stabil i job og økonomi, at jeg ingenlunde ville kunne følge med, selv hvis jeg tog tilsvarende valg. Så mange veninder veninder fra studier og bagland kører med klatten i deres jobs, og de er alle så beundringsværdige. Jeg kunne seriøst sammenligne længe engang, men det gider jeg ikke mere. Det er alt for nemt.

En veninde kaldte for nyligt, med bedste hensigt, min kunst for min hobby, hvortil jeg måtte rette hende og sige, det er mit livsværk. “Ja, det er også det, jeg mener.” Og jeg ved, hun mener det. Hun mener det rigtig meget.

Men uanset hvor meget jeg prøver at formidle det, tror jeg, det er svært helt at forstå, hvad det er, jeg har gang i. Og det tror jeg også, jeg er færdig med. Jeg forventer egentlig heller ikke det samme den anden vej, men accepterer, at vi er så vidt forskellige, og det vigtigste er at følge sin egen vej.

Det er såre simpel information, jeg havde, da jeg var 13. Det kan jeg huske, fordi jeg valgte at indgravere det i en mønt, da min familie og jeg rejste rundt i Australien. Det er information, vi forstår mentalt, men som skal testes og forstås i praksis, og man må sige, det er ved at lande godt og grundigt.

Jeg skal ikke sammenligne mig med andre, og jeg håber virkelig heller ikke, de sammenligner sig med mig.

Og det lander godt lige nu, hvor jeg ikke duer til særligt meget praktisk. Jo, jeg maler, og jeg arbejder støt og roligt videre på mit Hall of Femme projekt sammen med min medkunstner Frederikke. Jeg snakker med mine venner, og jeg nyder en pokkers masse tid med ingenting. I ingenting-kategorien findes bl.a. at sidde og stirre ud i luften, at ligge og stirre ud i luften, at tænke og reflektere, at gå lidt rundt om mig selv, at overveje næste penselstrøg og male videre i hovedet og egentlig også en forundring over, at jeg ikke slår mig selv oven i hovedet for at være her.

Den der ingenting fylder en del, og jeg giver plads til den, fordi jeg for ikke længe siden var 10 minutter fra at sygemelde mig med stress, og jeg gider det ikke. Mest fordi jeg har hørt, det ikke ligefrem hjælper at sygemelde sig - så er der nemlig en masse nye stressfaktorer, der sætter ind, og det kan jeg faktisk ikke rigtigt overskue. I stedet sætter jeg bare farten heeelt ned i første gear, og så må jeg skifte opad, når tid er.

Det stressende har ikke været meget arbejde. Jeg elsker at have mange bolde i luften, og dem jeg ikke skal jonglere med, har jeg undertiden lært at sætte ned igen. Men det har aldrig været for mange ting på programmet, der har stresset. I stedet har det været de konstante livsforandringer. Der har været et nøk for meget det sidste år, der har resulteret i nuværende første gear.

I april sidste år blev jeg opsagt i mit remote arbejde, da firmaet gik konkurs. Jeg var netop hjemvendt fra Chile og skulle overtage showroom til min kunst i København - hvad jeg nu ikke kunne betale grundet opsigelse, og måtte derfor give mine tre måneders varsel på opsigelse af showroom med det samme. Jeg var løbet tør for den der grønne energi af “det kan vi da sagtens klare, lad os sælge en masse kunst!” Jeg mener det. Der var nul overskud. Jeg brugte de første par timer af dagen på at søge jobs, da de resterende blev brugt på at græde, sådan husker jeg det. Det lyder voldsomt, men hvis man har været der, hvor man seriøst ikke kan se, hvordan man skal komme ud af en økonomisk stressende situation, så kender man det. I bakspejlet har det jo givet fed nok pondus og mere det-skal-nok-gå-mentalitet til fremtiden. Så brugte jeg al min energi på at skaffe et fantastisk job i Århus, der ikke bare kunne give mig tag over hovedet og en sikker fremtid, men som også var sjovt og spændende, og jeg fik det mod alle odds! Det bød på en sommer med pendlen frem og tilbage - København med showroom i weekenderne og arbejde i Aarhus i hverdagene. Foruden bryllupper, en storbyferie med familien og venner, jeg sås en del med. Da jeg var indflytningsklar til mit nye hjem, gik min kæreste og jeg fra hinanden, og to uger efter indflytning kom politiet og bankede på min dør, da en kvinde i opgangen var fundet død. Over dén uro bondede jeg med med min nabo, der undertiden er blevet en god veninde. Der kom lidt ro på, og min krop begyndte langsomt at tage plads i efteråret til at geare mig ned, som den gør, når vi er i safe space. Jeg fik nogle krævende, men spændende opgaver i mit job, men endte med endnu en opsigelse, der kom meget pludseligt.

Udover chokket kunne jeg mærke en fornyet, omend lidt træt indre reaktion, der følte sig lidt for vant til at få revet tæppet væk under sig. Men hvad skulle man gøre uden gode venner til at gribe, når man falder? Jeg har de bedste, ligesom jeg har den bedste familie. Jeg greb muligheden for et par måneders fritstilling med at finde hoved og hale i mine kunstneriske projekter, få ryddet op i dét såvel som i mit liv og min hverdag og også geare lidt ned, før jeg igen skulle op i fart og optjene dagpengeret. Jeg havde nul overskud til at jagte endnu et job, der matchede min uddannelse, som jeg havde gjort året før, før jeg havde et sikkerhedsnet og mental plads til det. Det blev til tre måneders vikarvagter hos Handicapformidlingen - et job, jeg finder så ydmygt og indsigtsfuldt, men også mere fysisk krævende, end jeg kan klare på længere sigt. Det har været en kamp at få mine penge udbetalt, da der har været kringlede regler omkring brug af hovedkort og deres interne systemer, jeg ikke kendte til, og hver lønningsdag har jeg været ved at rive håret af mig selv, fordi jeg fik mindre end forventet.

Jeg har joket med, at hvis en Gud kom ned fra himlen og fortalte mig, at jeg resten af livet ville få 8.000 udbetalt pr. måned (gns. løn for en kunstner i Danmark by the way), kunne jeg sagtens omstille mig til det - men den konstante ændring i, hvorvidt jeg kunne betale mine nuværende regninger, og hvor meget der var tilbage til mad, har været en stressfaktor. Anyway.

Pr. 1. juni kunne jeg endelig sænke skuldrene og få supplerende dagpenge til min kunstpraksis, og det gav med det samme et mentalt overskud, jeg ikke har oplevet i al den tid, jeg ovenfor har beskrevet. Kroppen sakker stadig bagud og kræver lidt tid til at lande efter turbulensen, men nu er alt godt. Jeg er klar over, at der kan være snerter af offermentaliteter i ovenstående, eller at man kan tænke, hvad man vil. Det skal der være plads til. Men jeg følte for at dele det, fordi jeg det seneste år har delt primært omkring min kunstpraksis og op- og nedture dér og ikke i resten af mit liv. Jeg har udstillet og mødtes med kvinder til portrætprojektet i København flere gange om måneden nogle gange, søgt arbejdslegater og fonde, været på festivaler og en masse andet i forbindelse med min kunstneriske praksis - oven i ovenstående.

En ven, der ved, hvor svært det har været på det sidste, sagde for nylig, at han var imponeret over, at jeg blev ved med at lave kunst uanset hvad. Jeg svarede, at jeg tror, det er min livline, når de andre ting ikke lykkes. Og så tror jeg også, at det forgangne år har lært mig, at det hele nok skal gå, uanset hvor forvirrende og pressende, det hele kan være.

Jeg har fået en dejlig mand, der er så næsten irriterende stabil og rolig, at det minder mig om, at det også er noget, jeg søger mere af. Samtidig accepterer jeg, hvis det med økonomi og regninger skal være usikkert og uvist livet ud. (Jeg er jo ikke den første)

Mest af alt deler jeg dette års eventyr, fordi jeg selv har været så træt af at føle mig alene med, når livet er svært. Ikke iblandt mine mennesker tæt på i livet - men når vi scroller på de sociale medier eller hører om folks succeshistorier online og ligesom kun får resultaterne af, hvadend der har fået dem dertil.

Så næste gang jeg deler om en eller anden fed udstilling eller et billede af en sej Hall of Femme kvinde, vi portrætterer, så ved du, at jeg også har været på spanden pænt meget det forgangne år, og at det også er en del af at lykkes med tingene.

Det hele er en del af livet. Hvis du nu ligesom jeg også havde brug for en påmindelse.

Back to blog